Området

Rundt i Greve

Mulighederne er lige rundt om hjørnet

Sætter du pris på en funktionel og let hverdag? Eller er det vigtigt for dig at bo tæt på natur? I Greve forenes materielle goder og nærværende oplevelser i både mindre og større omfang.

De naturlige glæder
Greve Kommune ligger ud til Køge Bugt og har 8 kilometer hvid sandstrand, hvor du både kan bade om sommeren og gå lange morgenture om vinteren i skæret fra solopgangen. Du finder også større grønne arealer i Greve, hvor særligt Hedeland Naturpark vækker opsigt med alt fra golfklub og gokartbane til et udendørs amfiteater, hvor der blandt andet afholdes operaforestillinger. I mindre skala er også Olsbæksøen, Mosede Fort og havnen, som alle bidrager med liv og atmosfære i det fri.

Portalen
Det store teater- og musikhus rummer også comedy, jazz og foredrag og med mere end 200 arrangementer årligt, er der masser af arrangementer at vælge imellem. Det er et kulturelt samlingspunkt, hvor du kan nyde underholdende aftener i selskab med dem, du holder af.

ARKEN Museum for Moderne Kunst
Den smukke bygning ligger omgivet af vand som et storslået strandet skib og rummer både internationale og danske udstillinger. ARKEN skriver selv, at museets opgave er ”at formidle forskningsbaseret viden om de tolkninger af tilværelsen, som findes i kunsten”. Et besøg på ARKEN giver dig med garanti en oplevelse udover det sædvanlige og udfordrer dine meninger og sanser.

Kildebrønde Frugtplantage
Året rundt kan du forsyne dig med sæsonens frugt og grønt, som dyrkes helt lokalt på Kildebrønde Frugtplantage. I perioder er der mulighed for selvpluk, og ellers kan du besøge deres gårdbutik, som sælger de friske råvarer. Giv æbletærten mere smag og udvælg selv ingredienserne til kartoffelsalaten.

Strandvejen
Greve Strandvej smelter sammen med Hundige Strandvej og tilsammen skabes en lang strækning med specialforretninger, spisesteder og dagligvarebutikker. Stranden er et besøg værd uanset årstid, og du kan supplere udsigten med lækker italiensk is fra ’Manolo Gelato’ eller din foretrukne kaffedrik fra ’My Coffee Shop’.

Kort over Greve